Dagbladet meldte i går om et til nå ukjent dikt av Sigbjørn Obstfelder. Mer om Obstfelder her.
Da Obstfelder kom med sin første utgivelse "Digte" i 1893, skrev Dagbladet følgende i sin anmeldelse:
"Denne lille Bog blir Aarets største literære Begivenhed i Norge. Ingen Bog vil bli i den Grad Gjenstand for Begejstring og for Spot. Ingen Forfatter udleverer sig saa naivt blottet til Vits-Jægere og Parodi-Magere; ingen taler saa lige lukt ind i Sind, der ejer Bund dyb nok til at fange slig Tale og byde den Gjenklang.
Selv den mindst velvillige Læser maa erkjende den dybe Originalitet i denne Poesi, den ægte Rytme i Versene, den fulde Klang i Ordene, den umiddelbare Kraft i Gjengivelsen af de skiftende Forestillinger."
Jeg synes nyheten om dette diktet kan starte min nye kategori: Dagens dikt.
Der dør blomster i mit sind
Der dør blomster i mit sind, ja
Der dør blomster i mit sind, ja
Der dør blomster, dør.
Kom jeg engang ud herfra, hvad
ville så verden være? Vi er jo selv
verden. Verden er som vi er. Det
er speilrefle[k]sion.
Nat! Du er bange for mig!
Du er bange for den eneste fornuf-
tige her i huset. Hvide nat!
Har du din jomfrudom?
Nat! Du har stjålet. Derfor
går du og lurer i mørke. Du
har stjålet den hvide svane. Du
har stjålet den mægtige klarhed.
Nat! Du har røvet. Du har
røvet min forstand.
Nat! Vorherre er i skyerne.
Er du ræd?
